529

Vesterhavscup 2010

Klub-cms nyheder
26. maj 2010 - 22:27 af: Chris Møller

Hatting-Torsted Fodboldungdom U10 - U13 var taget på den årlige fodboldtur til vesterhavscup. Turen var en stor succes hvor kammeratskab og fodboldspil gik op i en størrer enhed

Hatting/Torsted IF

Hej alle drenge/forældre på årgang 97, 98, 99 og 2000.

Vi trænere og ledere vil gerne sige mange tak for en god tur med højt humør og masser af godt fodboldspil fra drengene.

Vi tog af sted fredag aften med højt humør - ikke i en dobbeltdækker som bestilt, men i en hel og en halv bus i stedet. Vi havde en god tur derover, hvor vi dog havde et mindre uheld med køleren på den store bus på motorvejen, der resulterede i et ikke-planlagt stop i nødsporet i en times tid. Men med de medbragte sodavand fra Andreas Hoy og supergod tålmodighed fra hele truppen gik det nu meget godt, og vi nåede frem lige i tide til aftensmaden. Efter aftensmaden fik drengene en Vesterhavscup T-shirt med Hatting-Torsted logo. Den første aften var drengene meget spændte og energiniveauet højt, hvilket også gjorde, at der blev snakket godt ved sengetid.

Lørdag morgen stod vi op til en god gang morgenmad, hvorefter der blev spillet fodbold hele dagen. Alle hold kæmpede og spillede godt i de mange fodboldkampe i løbet af dagen - og mellem kampene blev der spillet, hygget og spist sammen i lejren på sportspladsen på tværs af alle årgange. Vi havde en fantastisk dag i solen, hvor vi fik stor hjælp af forældrene til at bespise drengene med frugt, kage, rugbrød og lidt mere kage.
Vi vil gerne sige tak til de forældre som havde bagt masser af kage og også en stor tak til de som gav en hånd undervejs i stævnet. Ligeledes vil også gerne takke sponsorerne af frugt, rugbrød og pålæg: Føtex, Rema 1000, Vitus Bering slagteren og Bilka.
Lørdag aften var der efter aftensmad mulighed for at deltage i sodavandsdiskotek, komme i svømmehallen eller bare hygge. Vi kunne konstatere, at det var betydeligt nemmere at få alle drenge (og trænere/ledere) i seng lørdag aften!

Søndag morgen sov drengene noget længere end lørdag, men de kom hurtigt op for at spise morgenmad og få pakket: Der var jo fodboldkampe på programmet, som skulle spilles!
Årgang 99 og 98 spillede placeringskampe både formiddag og eftermiddag, da de ikke lige havde haft det sidste held i kampene dagen før. Årgang 00 og 97 var i finalekampe sidst på eftermiddagen, som blev spillet under stor opbakning fra de andre årgange. Desværre tabte begge hold de tætte kampe, men de vandt en ærefuld andenplads.

Alt i alt havde vi en rigtig god tur i Hatting-Torsteds ånd, som helt sikkert vil blive gentaget i fremtiden.

Med sportslig hilsen
Trænere og trinledere årgang 00, 99, 98 og 97.

PS:
Hvis I forældre eller drenge har billeder, kommentar, kritik eller evalueringer, vil vi meget gerne, hvis I vil videregive det til jeres trinleder, så vi kan få rettet op på evt. mangler og følge op på gode tiltag til fremtidige ture.