Menu

Holdsamarbejde frem for lukning af hold

image
26. november 2016 kl. 09:34

Hatting-Torsted og Stensballe IK årgang 2004 piger indgår holdsamarbejde, når turneringerne starter igen i 2017

Både i Hatting-Torsted og i Stensballe har vi oplevet frafald af spillere efter sommerferien. Nogle piger er stoppet til fordel for andre sportsgrene, mens enkelte har valgt at tage til andre klubber for at søge nye udfordringer.

Vi har indtil nu i høj grad kunnet holde på vores bedste spillere i de to klubber. Men set i lyset af vores egen spillerafgang og lukning af hold i de omkringliggende småklubber, har vi også måttet erkende, at en ny strategi er nødvendig for at holde på de bedste spillere og dermed i sidste ende de næstbedste, samt de, som hovedsageligt spiller fodbold for at være sammen med veninderne. For os er vigtigt, at alle hygger sig og har det godt på holdet, men vi ved også, at der er piger, som har større ambitioner.

Der er vores overbevisning, at vi for at holde på de bedste spillere nødvendigvis må skabe et miljø, hvor de lige som de øvrige spillere bliver udfordret optimalt og derigennem udvikler sig som spillere. En af forudsætningerne for dette er, at vi fra forårssæsonen kan stille med et 11-mandshold.

Ved at indgå i et holdsamarbejde har vi med den samlede trup i modsætning til de to nuværende hold mulighed for at spille 11-mandsfodbold med de bedste spillere suppleret med ”boblere” blandt midtergruppen og samtidig have et 8-mandshold, hvor der er plads til de spillere, som færdighedsmæssigt ikke er helt parat til at spille 11-mandsfodbold.

Hvorfor blev det så lige et holdsamarbejde mellem Hatting-Torsted og Stensballe, som jo ligger i hver sin ende af Horsens?

I sensommeren 2014 kontaktede Stensballes træner Steen Christensen Hatting-Torsteds træner Rikke Berg Mørch for at høre, om det kunne lade sige gøre at låne nogle spillere til det årlige Talentstævne, som Stensballe IK jo er arrangør af. Pigerne var på det tidspunkt kun lige rykket op i U11-rækken, men skulle ved stævnet stille op i U12-rækken, hvor der manglede et hold.

Tre Hatting-Torstedspillere var friske på opgaven, men det blandede hold kom som ventet op mod nogle rigtige dygtige modstandere, så på pointtavlen var resultat var ikke prangende. Sportsligt og socialt fik pigerne, som ”klikkede” fra første færd, derimod meget ud af deltagelsen. Siden har de to klubbers årgang 2004-piger løbende haft fælles træningspas og spillet en lang række træningskampe - både indendørs og udendørs, med efterfølgende socialt samvær. Tilsvarende har vi også på skift lånt spillere af hinanden til forskellige indendørsstævner.

Til Talentstævnet i Stensballe i 2016 stillede de to klubber igen op med et fælles hold – denne gang i U13-rækken. Begge klubber har i den hjemlige turnering deres hold meldt til i mesterrækken, mens modstanderne til Talentstævnet var at finde i hhv. Vest- og Øst-rækken. Med sejr i halvdelen af kampene til stævnet var det sportslige resultat denne gang en stor succes.

Det endelige holdsamarbejde

Undervejs til stævnet snakkede vi som trænerteam om, hvordan vi skulle etablere det fremtidige holdsamarbejde, herunder vigtigheden i at inddrage forældrene i beslutningen og være ærlige omkring de udfordringer, vi står med samt mulige konsekvenser at givne løsningsmodeller.

På efterfølgende forældremøder i begge klubber blev trænerteamets gennemarbejdede planer fremlagt. Etablering af et holdsamarbejde sammenholdt med muligheden for blot at fortsætte ufortrødent, hver for sig, blev hold op imod hinanden ud fra hypoteser om, hvad mulige konsekvenser af begge dele kunne være.

En generel bekymring blandt forældrene var, om holdsamarbejdet på sigt vil skade det ellers så gode sociale sammenhold på de enkelte hold. Omvendt blev værdien i nye sociale relationer også påpeget.

Vi tog herefter den beslutning, at vi ikke blot ville forholde os passive og vente på, at holdene lige så stille går i opløsning, mens de store klubber bliver større. Vi har med beslutningen om holdsamarbejdet derimod aktivt lagt en strategi, der efter vores mening i høj grad muliggør, at vi selv kan påvirke udviklingen og vores holds fremtid.

Med det nye holdsamarbejde, søger vi at skabe et dynamisk træningsmiljø med optimale muligheder for spillerudvikling for alle – både bredden og eliten!

 

Vi ser frem til holdsamarbejdet både i Hatting-Torsted og Stensballe.

På holdets vegne

 

Inge Andersen, ungdomsudvalget Hatting-Torsted

Luk