Menu

Tak for en god sæson

image
06. november 2016 kl. 19:31

Vi sluttede efterårssæsonen af i Christiansfeld i en kamp, hvor der på forhånd ikke var det helt store på spil. Christiansfeld havde ugen inden vundet i Brædstrup og dermed klaret endnu et år i JS, mens vi selv med sejren over Horsens Freja var sikre på at komme mellem de 4 bedste i rækken – og dermed sikre på oprykningsspil til foråret. Vi ville gerne ende på 2. pladsen, men kunne også ende som nr. 4 i rækken ved et nederlag.

Lad mig bare sige det med det samme. Det blev ikke en god kamp fra vores side! Grundet skader m.v. fik flere nye chancen i kampen, men vi må desværre sige, at vi vel aldrig var i nærheden af hverken godt spil eller sejr i en kamp, hvor vores modstandere havde mere energi end os selv.

Vi kom skidt i gang med en scoring mod os allerede i minut 2, fik så en tidlig ”gave” efter 10 minutter, hvor deres målmand klippede elegante og hurtige Anders W uden for feltet og dermed så rødt, og indkasserede mål nummer 2 efter 15 minutter… Anders skabte lidt spænding ved sin flotte scoring efter den halve time, men luften gik ud af os, da en Christiansfeld spiller kort ind i 2. halvleg fandt på at sparke på mål fra 60 meters afstand – og dermed scorede flot..  Selvom vi vel havde bolden i 75% af tiden i hele 2. halvleg, skabte vi ikke rigtigt mere, og sejren til Christiansfeld var vel ganske fortjent set ud fra vilje og energi. Lidt ærgerligt, for med en sejr havde vi nuppet 2. pladsen i rækken, hvor vi så i stedet nu måtte nøjes med en 3. plads.

Men målet for sæsonen blev altså opnået , og vi kommer til at spille med om pladserne til Danmarksserien i foråret. Endte endda foran Freja i tabellen J Når man tænker på sidste efterår, hvor vi med nød og næppe (og god hjælp fra Herning Fremad) reddede os i JS, har vi på et år rykket os rigtigt meget. Træningsindsatsen er væsentligt forbedret, og spillerne leverer en rigtig god indsats i kampene. Nye spillere er kommet til og har gjort det godt, og mit ønske er så, at vi måske kan få nogle flere nye spillere mere ind til vinter, så vi kan få endnu mere tryk på træningen.

Foreløbig har vi en lang pause foran os, hvorefter vi starter op igen den 28. januar, og herefter kører hårdt på inden den første kamp i starten af april i oprykningsspillet. 

Tak for en god sæson til alle i H/T – og vi ses igen til foråret.

 

Hilsen 

Henrik Gudmandsen

Luk