Menu

Lørdag den 31/10 blev dagen hvor Hatting-Torsted fik et hold med i 3F ligaen som boldpiger.

image
02. november 2015 kl. 21:04

Lørdag den 31/10 blev dagen hvor Hatting-Torsted fik et hold med i 3F ligaen som boldpiger. 

Via opsøgende arbejde fik vores U12 piger mulighed for at være boldpiger for KoldingQ i lokalopgøret mod Vejle Boldklub. 11 spændte piger + 3 forældre tog lørdag formiddag til Mosevej 1a i Kolding. 

Der blev taget godt imod os af Peter Terp, og han satte pigerne ind i opgaven. 

Pigerne fik ens lilla jakker på og skulle have taget holdfoto til KoldingQ's hjemmesiden. Lige inden spillerne skulle på banen, tog pigerne opstilling på hver sin side af indgangspartiet for at gå på banen sammen med spillerne. Forrest for KoldingQ var Sanne Troelsgaard, som i sidste uge scorede for damelandsholdet. Pigerne blev placeret på hver deres stol og skulle så ellers være hurtig til at kaste en ny bold ind til spillerne, hvis bolden røg ud af spil i nærheden af dem. Det var en kold fornøjelse, for det skete faktisk ikke så tit. Dog kom et par af pigerne mere i aktion til sidst i kampen, hvor KoldingQ fyrede mod Vejles mål i forsøget på en scoring.

Efter kampen fik pigerne lokket landsholdsspillerne Sanne og Lotte Troelsgaard med på et fællesfoto. Da det gik op for dem at 2 x Troelsgaard skulle skynde sig afsted, gik jagten ind på autografter. Pigerne havde fået hver en trøje, som de kunne få autografer på, og i jagten på spillerne blokerede de simpelthen omklædningsrummet. Heldigvis havde alle Kolding spillerne tid til at give autografer og snakke lidt med pigerne.

Vores piger havde også en masse spørgsmål til spillerne som "hvem er bedst?...Messi eller Ronaldo". En fantastisk dag, hvor alle piger fik sig en god oplevelse med bold på en lidt anden måde end vi plejer. Og vi holder kontakten med KoldingQ ved lige. Man ved jo aldrig hvad gode forbindelser kan kaste af sig.

..................resultatet blev forresten 0-0.

 

 

 

 

 

 

 

Luk