Menu

Nybolig Horsens indgår sponsoraftale med lokal fodboldklub

image Nybolig Horsens indgår sponsoraftale med lokal fodboldklub
28. september 2020 kl. 22:31

Nybolig Horsens indgår sponsoraftale med lokal fodboldklub

 

Nybolig Horsens med ejendomsmægler Jens Jensen i spidsen træder nu et skridt dybere ind i lokalsporten. Forretningen indgår en ny sponsoraftale med den lokale klub, hvis stadion i den forbindelse skifter navn fra Torsted Stadion til Nybolig Arena.

 

Det er en både glad og spændt Jens Jensen, der nu kan løfte sløret for, at Nybolig Horsens har indgået en ny sponsoraftale med breddeklubben Hatting-Torsted Fodbold beliggende i det sydvestlige Horsens.

 

-Vi har i Nybolig Horsens valgt at støtte Hatting-Torsted Fodbold for at vise vores støtte til en velfungerende klub med en stærk klubånd, som vi med sponsoratet kan være med til at videreudvikle, siger Jens Jensen, ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Horsens.

 

Den nye sponsoraftale indebærer, at Torsted Stadion skifter navn til Nybolig Arena.

 

Stort fodboldhjerte driver værket

Det er ikke tilfældigt, at Nybolig Horsens vælger at indgå et sponsorsamarbejde med lige netop Hatting-TorstedFodbold. Jens Jensen føler nemlig et stort personligt tilhørsforhold til klubben.

 

-Jeg har et stort fodboldhjerte og et stærkt tilhørsforhold til klubben. Jeg har spillet her siden 1987, og jeg spiller stadig på Veteranholdet, Superoldboys og Serie 6-holdet, forklarer han.

 

Jens Jensen har været ungdomstræner og sidenhen formand i klubben i perioden 2009-2019.

 

Bydel i vækst

Hatting-Torsted Fodbold er en breddeklub for både børn, unge og senior, som ligger i det store vækstområde, som Torsted er. Det gør området enormt interessant, tilføjer Jens Jensen.

 

-Torsted er en bydel i Horsens, som udvikler sig ekstremt meget. Der bygges meget herude for tiden, hvilket giver området et enormt potentiale for os. Derfor ønsker vi at understøtte lokalsamfundet, der hvor vi kan, siger han.

 

Vi oplever i forvejen en god opbakning til vores Nybolig-forretning af lokale borgere, så det vil vi også gerne vise vores tak for gennem denne udvidelse af vores sponsorat.

 

Jens Jensen har tidligere givet Horsens Kommune et økonomisk bidrag til etableringen af kunstgræsbanen Nybolig Kunstarena i forlængelse af stadionet, ligesom Nybolig Horsens også allerede sponserer klubbens spillertøj. Sidenhen er hans mæglerkollega Anders Trust blevet en fast partner på projektet.

Luk