Menu

Velkommen til Hatting-Torsted

Velkommen til Hatting Torsted Fodbold

"De små og unge fodboldspillere er hjørnestenene i fremtidens fodbold. Og dansk fodbold skulle også gerne i fremtiden kende tegnes af spillere, der ikke kun kan vinde kampe, men også gøre det på en seværdig måde. Det kræver, at vi giver børnene frihed til at drible, finte og til at udvikle kreativitet. Hos børnene er udvikling derfor vigtigere end resultatet."

Morten Olsen (Tidligere A-landstræner)

 

Klubbens Historie

Hatting-Torsted Fodbold er en sammenslutning af Hatting og Torsteds idrætsforeningers afdelinger for fodbold. Den blev foretaget allerede i 1992 med det formål at få et så stort og godt spillergrundlag, at vi kunne stille gode hold i alle rækker.

Det har også drejet sig om, at alle der havde lyst til at spille fodbold kunne være med og ikke mindst om det sociale samvær. Det har da også styrket sammenholdet i nærsamfundet med fælles aktiviteter og givet et godt netværk og mange gode kammerater.

I 2015 blev ungdomsafdelingen og seniorafdelingen samlet under ét, og således er alle hold fra U5 til veteraner samlet i én fodboldafdeling.

Hatting Torsted Fodbolds eksistensgrundlag er 100% baseret på frivilligt og ulønnet arbejde.

Derfor forventer vi, at du som forælder eller spiller tilbyder din hjælp i klubben, for husk, at jo flere vi er til at løfte byrden, jo mindre skal vi hver især bære.

Uden aktive engagerede forældre og spillere ville der ikke være en fodboldklub.

  

Træning

Udendørs og indendørs sæson deles mellem skolernes efterårsferie og omkring påske.

Udendørs træningen foregår på Torsted stadion, som ligger Torstedalle 104. Træningstider fremgår på Hatting Torsted Fodbolds hjemmeside: www.hatting-torsted.dk

 

Praktiske oplysninger

Børn må træne med to gange uden at betale kontingent, men tredje gang skal barnet meldes ind via Hatting-Torsteds hjemmeside, hvor kontingentet også fremgår.

 

Tøj mv. til børnene

Når jeres barn / børn er meldt ind i Hatting Torsted Fodbold, er det først fra det tidspunkt, det er relevant, at tænke på, at købe udstyr. Benskinner er obligatorisk til både træning og kamp. Fodboldstøvler i udendørssæsonen er også vigtigt. Officielle kamptrøjer bliver udleveret til kampe og afleveres igen efter hver enkelt kamp.

Det bedste, I kan give jeres børn med til træning er vand, og der vil løbende være drikkepauser.

 

Ture

Alle ungdomsspillere får tilbud om et sommerstævne i Danmark. For de ældste årgange dog til udlandet, hvis der er stemning for dette blandt spillere, trænere og forældre. Klubben betaler tilskud til alle stævner, når der er tale om "faglige" ture, hvor spillerne dyrker fodbold og lærer hinanden at kende under andre forhold.

 

Husk

Det bedste, I derudover kan deltage med for jeres barn / børn, er jeres positive interesse.

  

Hvad forventer vi af dig/jer som forældre?

Vi forventer, at du detlager i forældremøder og andre arrangementer i klubben, der vedrører jeres barn/børn, og vi forventer også, at du er med til at køre til udekampe. Det forventes også, at forældrene bidraget aktivt i forbindelse med arrangementer, ture mv. 

Vi forventer naturligvis også, at man opfører sig korrekt både til træning og kampe - dvs. ikke råber af dommeren, modspiller, andre forældre eller trænere.

Til kamp repræsenterer vi alle sammen Hatting Torsted Fodbold - og det skal vi gøre på en ordentlig måde.

Læs også om "De 10 forældrebud" fra DBU.

Når man har meldt sit barn til fodbold, søger man også for at melde fra til kamp - det gør enhver sportsmand. Alt andet går jo ud over kammeraterne.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte enten dit barns træner eller de sportslige ledere og ansvarlige for afdelingen.

Du kan finde træner, sportslige ledere og ansvarlig for afdelingen på Hatting Torsted fodbolds hjemmeside: www.hatting-torsted.dk

 

DET ER SJOVT AT SPILLE FODBOLD -når mor og far er MEDSPILLERE

Selvfølgelig er det ikke sjovt at tabe, men lad for alt i verden være med, at tildele dommeren skylden for nederlaget. Du kan gøre meget - og du skal gøre det. En positiv adfærd fra din side er vigtig, hvis det skal være sjovt at spille fodbold.

DBU har udarbejdet en række gode råd til forældre i forbindelse med deres børns fodboldkampe.

DE 10 FORÆLDRE-BUD

1) Mød op til træning og kamp - barnet ønsker det.

 

2) Giv opmuntring til ALLE spillere under kampen - ikke bare din datter eller søn.

 

3) Giv opmuntring i både med - og modgang - giv ikke uberettiget kritik, men positiv og vejledende kritik.

 

4) Respekterer trænerens brug af spillerne - forsøg ikke at påvirke ham/hende under kampen.

 

5) Se på dommeren som en vejleder - kritiser ikke hans/hendes afgørelser.

 

6) Giv opfordringer til dit barn om at deltage - pres ikke.

 

7) Spørg om kampen var spændende og sjov - ikke kun om resultatet.

 

8) Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr - overdriv ikke.

 

9) Vis respekt for arbejdet i klubben - tag initiativ til årlige forældremøder, hvor man kan afklare ambitioner og holdninger. Du behøver ikke andre forudsætninger for at tage del i klubbens liv, end lyst.

 

10) Tænk på, at det er dit barn, der spiller fodbold - ikke dig!

 

Klubbens Mission

At fremme og udvikle spillerglæde og klubånd, både på og uden for banen, på tværs i klubben.

 

Klubbens Vision

At være den mest attraktive fodboldklub for fodboldspillere i Horsens og omegn.

At tilbyde oplevelse med og uden bold med stor involvering fra forældre og spillere.

At klubben er velorganiseret, fremstår synlig og er på forkant med udviklingen.

 

Klubbens Værdigrundlag

Breddeklub for ALLE med mulighed for udvikling og dygtiggørelse på alle niveauer.

Styrkelse af venskaber og relationer i og omkring klubben.

Tryghed, gælde og empati.

Virke for samarbejde internt og eksternt.

Sammenhængskraft.

 

Klubbens mål

At have hold på alle årgange for både piger og drenge, mænd og kvinder.

At følge DBU´s holdninger og handlinger.

At være en del af samarbejdet med AC Horsens.

At flest mulige forældre og spillere deltager aktiv i udførelse af klubbens opgaver og aktiviteter.

At alle trænere følger klubbens uddannelsesplan.

At lederne i klubben handler i overensstemmelse med klubbens mission, vision, værdigrundlag og mål.

At sikre en sund økonomi.

 

Ny træner eller leder

Kunne du tænke dig at give en hånd med i Hatting Torsted Fodboldungdom?

Der strømmer hele tiden nye børn og unge mennesker ind i - og det er jo herligt!

Men det betyder også, at vi hele tiden har behov for at forældre eller andre interesserede melder sig til korpset af frivillige trænere og ledere, eller hjælper til med alle de andre opgaver her i klubben.

Har DU lyst til at påtage dig et sådant ansvar, som vi løser ad frivillighedens vej til gavn for alle vore mange børn og unge i foreningen, vil vi til gengæld love dig den fornødne hjælp i opstartsfasen, såfremt du skulle have behov for dette.

 

Vi kan samtidig love dig:

- Du bliver en del af en "familie", der arbejder målrettet for at skabe optimale rammer for fodboldspillere i deres fritid i Hatting Torsted Fodboldungdom.

- Du får muligheder for at tilegne dig ny viden og muligheder for personlig udvikling.

- Du kan være med til at produktudvikle på foreningsbegrebet og dermed være med til at skabe fremtidens Hatting Torsted Fodboldungdom.

- Du vil blive beklædt alt efter dit arbejdsområde, således at "arbejdstøjet" viser, at du repræsenterer Hatting Torsted Fodboldungdom.

- Du vil blive inviteret gratis, med din partner, til klubbens årlige fest for klubbens frivillige træner /ledere.

- Du vil mærke, at du gør en forskel.

De frivillige opgaver i klubben er mangeartede og alsidige, ligesom de enkelte opgaver har forskelligt tidsforbrug! Der er derfor også en opgave, der kan passe til såvel lyst, ambitioner og den tid, DU har til rådighed.

Hvis du er interesseret i at blive en del af Hatting-Torsted, er du velkommen til at sende en mail til formanden på formand@hatting-torsted.dk.