Menu

DBU’s sølvnåle til klubkoryfæer

image
15. april 2017 kl. 10:28

Den 17. april overrækker DBU hæderspriser til Preben Matz og Flemming Jensen, der har ydet frivilligt arbejde i Hatting-Torsted i henholdsvis 25 og 15 år.

De to ildsjæle får overrakt DBU’s sølvnål i pausen af opgøret mellem Hatting-Torsted og Horsens Freja, der spilles på Torsted Stadion mandag den 17. april klokken 13.00.

Jens Jensen er formand for Hatting-Torsted, og han glæder sig over, at Matz og Jensen opnår den flotte anerkendelse fra DBU.

- Preben Matz havde sin første funktion i Hatting-Torsted tilbage i 1992, da han blev drengetræner for sine egne børns hold, og i 1999 fik han smag for at tage del i arbejdet med at holde sammen på klubben ved at deltage i forskellige udvalg og gå ind i bestyrelsesarbejdet i ungdomsafdelingen. Han har haft mange kasketter på i løbet af de sidste 20 år, hvor han blandt andet har fungeret som træner, trinleder for pige- og drengehold, kontaktperson til AC Horsens, ansvarlig for fordeling af træningstider, materialeansvarlig, klubofficeansvarlig, stævneansvarlig, bestyrelsesmedlem og ikke mindst kasserer, fortæller Jens Jensen.

Preben Matz har været en samlende figur på flere måder, og han har blandt andet taget stor del i arbejdet med at lægge ungdoms- og seniorafdelingen sammen i klubben.

- V kan vist roligt sige, at var det ikke for Prebens indsats i hans sparsomme fritid, så var der ikke mange bolde, der rullede på banerne i Hatting og Torsted. Preben er en mand af den gamle skole, som man altid kan stole på – en aftale er en aftale. Han ofrer meget af sin fritid på de unge og lidt ældre i Hatting-Torsted Fodbold, så de 700 medlemmer i klubben kan få lov til at nyde at spille fodbold uden at skulle bekymre sig om så mange ting, lyder de rosende ord fra Jens Jensen.

En anden af mandagens hovedpersoner er Flemming Jensen, der modtager DBU’s sølvnål for 15 års utrættelig arbejde for Hatting-Torsted.

Han begyndte sit frivillige arbejde i fodboldens verden allerede i begyndelsen af 1980’erne i Horsens fS, hvor han stadig er en aktiv deltager i klubbens liv nu som formand.

- Flemming har ved siden af aktiviteterne i HfS taget del i flere af de livsvigtige ting for sammenholdet og økonomien i Hatting-Torsted Fodbold. Han startede sammen med blandt andre Preben Matz, Bent Svendsen og Jens Høeg-Petersen Hatting-Torsteds indendørs julestævne i 2002. Julestævnet, der nu hedder Hansen/Nissen stævnet og er et af Danmarks største indendørsstævner, kører med en meget stor indsats fra forældre og spillere, og Flemming sætter det meste af december af til at organisere stævnet. I samme periode organiserer han også klubbens traditionsrige skrabelodssalg, der skaffer en god indtjening til klubbens ungdomsarbejde. Ungdommen i Hatting-Torsted Fodbold skylder Flemming en stor tak for hans ihærdige indsats med både juleskrab og Hansen/Nissen stævnet, slutter Jens Jensen.

Hatting-Torsted opfordrer alle til at komme på Torsted Stadion mandag den 17. april klokken 13.00, hvor man kan opleve lokalbraget mellem Hatting-Torsted og Horsens Freja i Jyllandsserien og overvære overrækkelsen i pausen af opgøret.

Luk