Menu

Sejr over Ikast – nu gælder det Hedensted

image
11. maj 2017 kl. 20:40

Endnu engang viste vi, hvilken styrke vi efterhånden har på hjemmebanen i Torsted.

Vi vandt den vigtige kamp over Ikast med 3-1 og overhaler dem dermed i tabellen og kom derforuden også et solidt stykke væk fra jumbopladserne.

Og hvilke 3 mål vi scorede! 1-1 ved et bragende langskud af Simon C helt oppe i krogen, 2-1 med en følt bold fra Harboe over en målmand lidt for langt ude, og sluttende af med helt gennemspillet angreb, hvor først indskiftede Håsum kørte forbi et par modstandere i venstre side, for derefter at spille Due frem til skud, hvorefter Due meget uselvisk spillede Patrick helt fri til scoring. Lige efter fodboldens ABC… Ikast var slet ikke et dårligt hold, men vi vil bare ikke tabe i Torsted, og nu står topholdet fra Hedensted klar i Torsted lørdag kl. 13 til næste kamp på Fortet.

Hedensted er så absolut rækkens bedst spillede hold med rigtigt dygtige spillere på alle – ALLE – pladser! De træner mere end de fleste andre hold i rækken (ja, også i forhold til os), har baglandet i orden med flot stadion og omgivelser, samt et par dygtige trænere. Kort sagt er Hedensted storfavoritter til at tage den 1. plads i rækken, som giver adgang til Danmarksserien til sommer. Det har kikset for dem et par sæsoner nu, men i år skal det være - hvad de heller ikke selv lægger skjul på.

Så det er altså en meget kompetent modstander, som vi står overfor lørdag lige over middag. Vi er dog ved godt mod! Vi plejer at have et godt tag på dem i Torsted, hvor vi har spillet nogle ganske jævnbyrdige kampe mod dem. Vi kender udmærket godt til deres styrker og hvem vi skal være opmærksomme på. Problemet er så bare, at det er præcis det samme den anden vej rundt. Kort sagt kender de 2 hold alt til hinanden, hvor ingen kan overraske. Dog ingen tvivl om, at Hedensted er storfavoritter mod os lørdag. Vi skal have en rigtig god dag og en god målmand, hvis vi skal holde dem væk fra vores mål. Men vi er positive.

Alle mand er ved at være klar til kamp – og der er stor kamp om pladserne. Hedensted skal nok få en hård dag lørdag – på Fortet i Torsted.

Luk